Erfaringer – de langsigtede resultater

Det er ikke alle Europæiske Kulturhovedstæder, der har udnyttet langtidspotentialet i at være Kulturhovedstad. Men der findes byer, som har skabt varige forbedringer og forandringer, og fra langt de fleste byer vurderer, at det har haft væsentlig betydning at være Europæisk Kulturhovedstad.

De typiske effektier, som tidligere Kulturhovedstæder fremhæver, er flere turister, øget interesse for kultur, øget national og international interesse for kulturbegivenheder samt øgede indtægter for byens erhvervsliv.

Det er afgørende for Aarhus at tænke langsigtet fra begyndelsen, hvis vi ønsker resultater, der rækker ud over 2017. Det er en prioritet for byen, at initiativer, samarbejdsrelationer og erfaringer, som samles omkring Kulturhovedstadsprojektet, skal være med til at skabe varige forbedringer. 

Gennemgående erfaringer

Ofte nævnes disse gevinster ved at være Kulturhovedstad:

  • der sker en række forbedringer i den kulturelle infrastruktur (fx. nye bygninger til kulturelle formål)
  • der opbygges en kulturaktiviteter, der fortsætter i årene efter
  • der skabes et bedre image og brand for byen og regionen, både nationalt og internationalt 

 

Andre langsigtede effekter

En række andre langsigtede effekter ses også opnået i varierende grad:

  • større selvbevidsthed og stolthed i byen og regionen
  • etablering af varige netværk og forøget samarbejde med partnere i kultursektoren
  • nye iværksættere i byen
  • en mere langsigtet og strategisk planlægning for kultur i by og region
  • en varig forøgelse af internationale besøgende til byen
  • større lokalt publikum til kulturelle aktiviteter

Palmer-rapport

I 2004 udkom rapporten European Cities and Capitals of Culture, udarbejdet af Palmer/Rae Associates, hvori alle Kulturhovedstadsprojekter fra perioden 1985-2004 er analyseret. I rapporten drages bl.a. følgende konklusioner:

”Forbedringerne af den kulturelle infrastruktur er lette at identificere og kvantificere. Imidlertid kan disse forbedringer også have andre positive bivirkninger, eksempelvis på kvaliteten af det kunstneriske arbejde – ’byens software’. I nogle byer har åbningen af nye kulturhuse (’hardware’ til byen) skabt behov for nye organisationer til forvaltning af dem og derved øget både byens ’software’ og ’hardware’.

Mange byer har renoveret historiske bygninger eller distrikter. Andre har videreudviklet allerede eksisterende institutioner. Disse kulturbygninger har gjort en vigtig forskel, hvad angår udvalget af tilbud til publikum, øget mulighederne for lokale kunstnere og skabt arbejdspladser inden for den kulturelle sektor og alle relaterede erhverv, for ikke at nævne den positive indflydelse på byggebranchen i området...”

”At blive udpeget til Europæisk Kulturhovedstad udgør en enestående mulighed for at mobilisere og forene indbyggerne i et område, samtidig med at man sikres usædvanlig høj grad af international bevågenhed. Det er betydningsfuldt at blive valgt, ikke alene for det kulturelle område, men også hvad angår sociale og økonomisk afledte effekter.”